Graviditeten – nyd det eller?

Hej alle

Først og fremmest, så kan jeg fortælle at vores dejlige lille Melanie kom til verden d. 12. juni og vi lever stadig i en form for babybobbel herhjemme..! Men hende hører I lidt om senere. Denne gang tænker jeg at jeg vil fortælle lidt om, hvordan jeg havde det med at være gravid.

For at tage den helt fra starten, så troede vi ikke helt på, at jeg kunne blive gravid bare lige sådan. Jeg fik i forbindelse med kemobehandlingen for lidt over 4 år siden fjernet noget æggestokvæv fra mine ene æggestok, som man ville kunne sætte op igen i tilfælde at, at det ikke sådan lige kunne lade sig gøre at blive gravid. Kemobehandling kan nemlig sætte æggestokkene i dvale, og derved kan de ikke fungere. Men det væv ligger altså stadig i fryseren på Rigshospitalet, for det var slet ikke nødvendigt at bruge! Jeg stoppede med at tage mine antiøstrogenpiller i juni måned sidste år – der skulle gå 3 måneder fra jeg stoppede med at tage dem, til vi måtte forsøge at lave en baby. I midten af oktober tager jeg en positiv graviditetstest, og det viser sig, at jeg er blevet gravid sådan ca. midt i september. Det gik så vildt hurtigt! Vi var lige flyttet i rækkehus d. 1. september, så det der egentlig var tiltænkt Rasmus’ kontor indtil vi engang fik børn, blev hurtigt indraget til børneværelse i stedet! Som sagt, så troede vi virkelig ikke det ville ske så hurtigt, og vi havde også snakket med en læge om fertilitetsbehandling, hvilket vi dog til en start valgte fra. Det var så meget godt kan man sige 🙂

Nå, men nu var jeg så gravid, og jeg var da jeg fandt ud af det ca. 6 uger henne. Jeg havde ikke mærket noget til det indtil da. Det kom så først efterfølgende..! Jeg havde 2 uger, hvor jeg havde kvalme og kastede op. 2 af dagene kastede jeg op hver eneste gang jeg havde spist noget! Det var virkelig ubehageligt, da jeg samtidig ikke havde fortalt noget til dem på mit arbejde endnu. Jeg ville godt lige passere de 12 uger, inden vi sagde noget til dem.

Vi var lidt spændte på, hvordan det hele ville forløbe, når jeg nu tidligere havde haft kræft. Hvordan ville min krop reagere på det hele, og hvordan ville personalet på sygehuset osv. takle det. Det var meget forskelligt btw! Vi var på et tidspunkt inde ved en jordmoder – det var vores første besøg hos sådan en – men hun snakkede mere om det med at jeg havde haft kræft og at det må have været hårdt for os og hvordan det hele havde været osv. osv. i stedet for at snakke om den glædelige nyhed, at vi skulle have et barn. Det blev simpelthen for meget for mig, da jeg altså er kommet godt videre fra alt det kræft-halløj fra dengang, så vi valgte at skifte til en anden jordmoder. Det var en rigtig god beslutning. Men altså.. vi bor jo i Silkeborg, og når man gør det, så bliver man som oftest sat til at føde på Viborg sygehus. Så det gjorde jeg selvfølgelig også. Men en dag blev jeg ringet op af en læge fra Skejby sygehus, som ville høre, om de må flytte mig dertil i stedet. Pga. min tidligere kræftsygdom ville de godt følge mig der i stedet for i Viborg. Det var helt fint for mit, da jeg kun har dårlige minder med Viborg sygehus. På Skejby fik vi ekstra skanninger, og da vi nåede til omkring uge noget-og-tyve (kan ikke helt huske hvornår), da var vi til samtale med en læge, som fortalte at jeg nu ville blive betragtet som “normal gravid”, da alt var som det skulle være med både mig og barnet i maven. Rasmus synes det var fedt, at vi nu var som alle andre, der skulle have et barn. Men jeg var mere skeptisk.. jo, det var rart at få af vide, at alt var som det skulle være, men jeg havde det faktisk rigtig godt med de ekstra skanninger. Det gjorde mig tryg. Igen.. jeg havde jo altså haft kræft, og jeg vidste ikke hvordan kroppen ville reagere på den kæmpe forandring, som den skulle igennem for at gro et barn. Men sådan var det nu altså.

Mit arbejde blev hårdt – rigtig hårdt! Jeg arbejder i butik med mange løft og trapper, og puh hvor var det hårdt! I starten var det som om kondien bare lige så stille forsvandt. Senere hen fik jeg enormt ondt i lysten, og senere var det lænden det gjorde ondt i. Jeg fik nogle enorme spændingshovedpiner, som kom fra nakken af. De kunne være så slemme, at jeg nogle gange kastede op af det. Ærlig talt, så synes jeg ikke det var sjovt at være gravid. Jeg glædede mig rigtig meget til at se den lille pige, men vejen dertil var lang! Jeg følte mig stor, træt og udkørt. Det der kunne holde humøret oppe var de mange spark der kom fra maven af. Det var virkelig hyggeligt!

Jeg havde termin d. 19. juni, og da vi begyndte at nærme os den dato skete der noget som gjorde, at fødslen ikke helt blev som jeg havde forventet. Jeg skulle sættes i gang og det var lidt en kamp. Men det tager jeg lige i et andet indlæg om fødslen 😉

//Camilla