En livstruende sygdom

Ja, det er hvad jeg har haft. Heldigvis hedder det sig at jeg har HAFT en livstruende sygdom. Jeg har altså ikke en livstruende sygdom længere.

Det er noget jeg har brugt lang tid på at vænne mig lidt til. Jeg kunne faktisk dø at min kræftsygdom. Det er så underligt og surrealistisk at tænke på. Jeg følte mig ikke syg. Jeg mærkede en knude, som en lille bold i mit bryst, men jeg følte mig ikke syg. Det var den efterfølgende forebyggende behandling, som gjorde mig syg. Det var kemoen, som gjorde mig syg. Det var alle besøgene på de forskellige sygehuse, som gjorde mig syg. Hvordan i alverden kan man have en livstruende sygdom uden på nogen måde at føle sig syg?! Det har jeg haft svært ved at forstå.

Det var under min kemobehandling, at jeg havde det allermest skidt. Jeg fik kvalme, ondt i muskler og led, svamp i munden, dårlige slimhinder, dårligt immunforsvar og jeg tabte håret. Det var der jeg begyndte at se syg ud for omverdenen. Det var der jeg blev til ‘en med kræft’. Når jeg mødte venner og bekendte på gaden, fik jeg af vide at jeg var sej. Hvorfor bliver man sej, når man får kræft? Jeg følte mig på ingen måde sej. Jeg følte at kemoen ødelagte alt i min krop. Jeg følte mig som en gammel kvinde på 90 år. Jeg kunne ingenting. Jeg havde ingen kondi og jeg kunne ikke lave noget uden at blive helt vild træt. Jeg mistede min hukommelse og kunne ikke huske aftaler og andre vigtige ting. Jeg har aldrig på nogen måde følt mig sej igennem mit forløb. Jeg føler mig ikke sej over at være gået igennem al den behandling, som jeg har fået. Ja, der er forskellige måde at takle det på, og jeg har måske været lidt mere positiv end nogle andre, men jeg har også haft det rigtig hårdt. Jeg har også været bange for at dø. Det bliver man helt naturligt, når man får en ‘livstruende sygdom’.

Men hvad så nu?

Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg ikke rigtig føler at jeg har haft kræft. Det er mere blevet sådan en ‘nåå ja’ ting. Man kan ikke længere se det på mig og det er heller ikke noget jeg fortæller folk. Ikke fordi jeg ikke vil det, men jeg føler ikke det er nødvendigt længere. Jeg har faktisk på en eller anden måde svært ved at forstå at jeg har været syg af kræft. Det er nok også derfor jeg ikke skriver så meget på bloggen for tiden, for jeg skal virkelig koncentrere mig om at huske tilbage på dengang for 2 år siden. Det kan være rigtig svært. Jeg havde så meget om ørene med bivirkninger og aftaler med sygehuset mm. dengang, at der er meget, som jeg har fortrængt, som jeg så først kommer i tanke om nu 2 år efter.

Det var lige lidt tankemylder fra mig sådan en grå onsdag aften 🙂

– Camilla