3 billeder fra MetroXpress

Selve brystoperationen

brystprotese

Der er nu ikke længe til min operation, og jeg vil nu prøve at forklare hvad der er jeg skal have lavet d. 18. april. Det kommer til at være 2 forskellige operationer – 1 på højre side og 1 på venstre.

Højre bryst 

Hele mit højre bryst blev fjernet grundet kræften d. 20. februar 2015, og skal nu rekonstrueres. Da jeg har fået strålebehandling er min hud og vævet under huden blevet skadet og rigtig stramt. Derfor er man nød til at bruge hud et andet sted fra, da den nuværende hud ikke kan strækkes nok ud til at få et implantat ind under. Der bruges derfor ofte hud fra maven til at lave brystet. I mit tilfælde tages hud og væv fra et sted på ryggen lige ved armhulen, da de ikke mente at jeg havde nok at tage af på maven. Det ville også kunne give komplikationer at have et stort ar henover maven, når jeg engang ville være gravid. Derfor tages dette fra ryggen, og det er jeg egentlig meget glad for. Vævet flyttes sammen med den forreste strimmel af rygmusklen (Latissimus) og ca. 8 cm. hud. Denne metode til at flytte væv kaldes en lapplastik eller bare en lap. Sammen med vævet og musklen bliver der indlagt en ekspanderprotese, også kaldet en saltvandsprotese. Det er en slags “tom” protese, som efterfølgende når arret er helet skal fyldes op med saltvand med 1-2 ugers mellemrum indtil brystet har den rigtige størrelse. Det foregår ved, at man skal ind på sygehuset, hvor de stikker en tynd kanyle ind igennem huden til ventilen på protesen. Via ventilen bliver saltvandet sprøjtet ind i selve protesen. Det gør man for at udvise huden stille og roligt. Når protesen har fået den rigtige størrelse efter ca. 6 måneder, så skal jeg opereres en gang til, hvor de fjerner saltvandsprotesen og fylder en almindelig protese ind i stedet for.

Venstre

Det venstre bryst er ikke så omfattende som det højre. Jeg har stadig mit venstre bryst, men det skal så at sige “tømmes for indhold” for at minimere risikoen for tilbagefald af kræften. Men da jeg stadig har min hud på venstre bryst fjerner de bare brystvævet i brystet og sætter et almindeligt implantat ind i stedet. De fjerne også min brystvorte, da der er en risiko ved at lade den blive i forhold til kræften.

Fælles for begge

Operationen kommer til at foregå op Århus Universitetshospital og kommer til at tage ca. 4-5 timer. Jeg vågner op med 5 dræn (plastikrør til fjernelse af blod og vævsvæske fra såret) – 3 i højre og 2 i venstre side. Disse skal sidde i i 3-6 dage. Der er sat en uge af til indlæggelse, og jeg vil ikke risikere at kommer hjem for tidligt. Efter operationen skal jeg være sygemeldt i mindst 4 uger, og sikkert også lidt længere. Jeg må ikke dyrke hård sport i de første 3 måneder efter operationen.

Når arrene er helet begynder processen med at få lavet brystvorter på begge bryster. Dette gøres af 2 omgange. Først laver man selve vorten ved en lille operation i lokalbedøvelse. Når det så er helet kan man få tatoveret farven omkring vorten. Sidstnævnte skulle der vidst være ret lang ventetid på i øjeblikket, men det er også det mindste. Så længe det hele ser normalt ud, når man har tøj på, så skal det nok gå 🙂

Det begynder at fylde en del i mit hoved, at operationen er lige om lidt. Jeg har svært ved at sove om natten for tiden. Jeg er også begyndt at tænke meget over, hvad jeg skal tage med på sygehuset. Har du nogle gode idéer, så kom endelig med dem 🙂

– Camilla

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

3 billeder fra MetroXpress