Silikonebryster i etaper

Hvad skal jeg gøre?! …

Jeg er simpelthen i vildrede, jeg kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre. Mit dilemma omhandler brystvorter. Skal jeg få dem lavet eller ej??

Jeg har nu levet uden brystvorter i 3 år, da jeg fik dem fjernet i forbindelse med at få fjernet brysterne pga. risiko for tilbagefald af kræft. Det er 3 år siden nu, og jeg har faktisk ikke savnet dem siden. Nu har jeg så fået en tid til at få dem rekonstrueret. Det er en proces med 2 steps; at få lavet selve brystvorterne og derefter at få farven tatoveret på. Jeg har fået en tid til at få lavet selve vorterne her sidst i Maj og en tid til tatovering i november – i 2021!! Men skal jeg gøre det eller ej? Herunder ses hvordan man laver selve vorterne ved hjælp af den eksisterende hud på brystet.

Når brystvorterne bliver lavet på denne måde, så vil jeg aldrig få følelsen tilbage i dem, ligesom de f. eks. aldrig vil stritte når man fryser og sådan. Det er altså 100% for udseendets skyld, at man får dem lavet. Jeg er nervøs for denne løsning af flere årsager:

Jeg har dårlige erfaringer med ar dannelse. Jeg har et stort ar, som stammer tilbage fra der, hvor mit bryst blev fjernet, som er rødt, buler ud og er grimt og ømt. Jeg har ikke lyst til, at risikere et træls ar midt på begge bryster…

Derudover, så er jeg nervøs for, hvordan brystvorten kommer til at være. Altså bliver den hård eller blød eller hvordan? Kan man se den igennem tøjet? Jeg har nemlig det problem, at jeg ikke kan gå med en almindelig bh, da der stadig er en lille forskel i størrelsen på mine bryster. En forskel, som jeg har lært at leve med, men som gør, at jeg ikke kan passe en almindelig bh, da jeg ligesom bruger 2 forskellige størrelser på hver side.

Men jeg har fundet en anden løsning. Men det er samtidig også noget, som jeg er i tvivl om, om jeg skal gøre. Måske skal jeg bare fortsætte med ikke at have noget??

Men altså. Der findes en anden måde, som kan få brysterne til at se lidt mere “normale” ud. Man kan få tatoveret brystvorter med 3D effekt på brysterne! Jeg synes det er vildt smart! Der ligger et sted her i Silkeborg, hvor de er rigtig gode til det. Jeg synes det ser ret flot ud, og så slipper man for selve “dutten”. Den eneste store ulempe ved denne metode er, at det er ret så dyrt!! Det koster 15.000 kr. at få lavet. Derefter koster det 3000 kr. at få farven genopfrisket hvert 2. år. Og så holder det i ca. 7 år.. Det er penge, som jeg ikke sådan lige har pt. Men det er jo så noget, som jeg sagtens kan vente nogle år med at få lavet. Men så igen, hvis der alligevel går nogle år, inden man kan få det lavet, skulle man måske så bare lade vær’?

Åh det fylder meget i mit hoved lige for tiden. What to do??

Jeg kan få lavet brystvorter og se normal ud. Men brystvorterne har ellers ingen funktioner. Jeg kommer alligevel aldrig til at kunne amme og der vil heller ikke være nogen følelse i dem.

Eller jeg kan lade være, og leve som jeg har gjort de sidste 3 år i mens jeg kan overveje om jeg vil have dem tatoveret med 3D effekt.

Under alle omstændigheder, så tror jeg, at jeg skal have aflyst min tid i maj, så jeg kan få noget længere tid, til at tænke over det  hele.

 

Godnat fra mig og tankemylderet i mit hoved.

– Camilla

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Silikonebryster i etaper