Hjemme igen

Afgørelsens time

Dette indlæg kommer til at handle om noget, som jeg ikke har skrevet om på bloggen før.

Hvis vi skruer tiden tilbage, så fandt jeg selv knuden i mit bryst i november 2014. Den gang gik jeg til lægen og blev videresendt til Viborg sygehus, hvor de lavede en ultralyds-scanning af mit bryst. Jeg husker tydeligt sygeplejerskens ord inden undersøgelsen: “Jeg vil lægge hovedet på bloggen og sige at det i hvert fald ikke er kræft”. Rasmus spurgte hende, hvordan hun kunne være sikker på det, hvortil hun svarede: “Det er fordi du er så ung”. Jeg blev da også sendt hjem med svaret, at det bare var en godartet knude, som skulle forsvinde af sig selv. 84 dage senere viste virkeligheden sig, at være en hel anden. Da knuden var vokset til over dobbeltstørrelse i januar blev jeg igen sendt til Viborg sygehus, hvor jeg fik den samme besked som sidst. Det skal lige siges, at der i min jounal stod skrevet, at min mor døde af brystkræft, da jeg var 3 år gammel. Det var som om, at det slet ikke blev taget til overvejelse, da de undersøgte mig i Viborg. Til undersøgelse nr. 2 havde jeg min far med. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg faktisk at han er grunden til, at der ikke gik endnu længere tid, inden de fandt ud af hvad det var. Det var nemlig ham, som spurgte lægen, om der ikke skulle tages prøver af knuden, hvortil lægen svarede, at det gjorde man ikke, når jeg var under 25 år. Jeg var 23 på det tidspunkt. Men min far stod fast og sagde, at det da ikke kunne passe, med den forhistorie med min mor. Lægen blev lidt knotten og sagde, at så ville han gøre en undtagelse (ja, det sagde han faktisk!!). Det endte jo så med, at det viste sig at være brystkræft. Herefter kørte toget med operationer, kemo og stråler.

Grundet ovenstående oplevelse klagede jeg til Patientklagenævnet. Det gjorde jeg i allerede i marts måned – jeg fik konstateret brystkræft d. 17. februar 2015. Det viser sig, at hvis knuden var fundet de 84 dage før, så skulle jeg formentlig ikke have haft strålebehandling – jeg ville altså kunne nøjes med operation og kemobehandling. Dette begrundes med, at knuden da ikke var så stor. Havde jeg undgået strålebehandling, så var min hud ikke blevet ødelagt, og jeg skulle ikke døje med stramhed og smerter. Ting jeg skal døje med resten af livet!

Men i dag faldt der så dom i sagen, og selvom patienterstatningen er enig i, at der burde være foretaget en prøve af knuden i november 2015, så har de afvist sagen. Jeg har nu mulighed for at anke.

Jeg ønsker bare ikke, at andre skal have samme behandling som mig. Det kan ikke passe, at man ikke bliver taget seriøst, bare fordi statistikkerne siger, at man ikke får brystkræft, når man er under 25 år. Der er 2 om året, og de 2 skal også have en ordentlig behandling!

– Camilla

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Hjemme igen