Jeg er halvvejs i mål!

Tankemylder

Kræft er en mærkelig ‘ting’. Jeg har svært ved at kalde det en sygdom, fordi man ikke kan mærke, at man har det. Det skal forstås på den måde, at man ikke selv føler sig syg, som man gør, når man eksempelvis har influenza. Jeg opdagede kræften hos mig selv, fordi jeg med min hånd kunne mærke en knude på mit bryst. Det var den eneste måde, at jeg kunne mærke, at noget måske ikke var, som det skulle være. Det er en rigtig skræmmende tanke, at noget der er så farligt som kræft pludselig kan vokse inde i ens krop, uden at man er det mindste bevidst om det. Jeg synes det er helt vildt at tænke tilbage på, at jeg har været så tæt på at dø af kræft, som jeg egentlig har været. Var der gået en måned mere inden jeg blev opereret, så havde kræften højest sandsynlig spredt sig til leveren, og så kunne der sættes en tid på, hvor længe jeg ville have tilbage på denne jord. Jeg er kun 23 år. Jeg er slet ikke færdig med mit liv! Mit liv er sat på standby for en stund, fordi jeg absolut skulle være så skide uheldig at få brystkræft. Jeg har altid været bevidst om, at jeg nok havde en risiko for at få brystkræft, da det er arveligt, men havde da aldrig i min værste fantasi troet, at jeg ville få det så tidligt! Jeg er bare uendelig lykkelig over, at der ikke er mere kræft i min krop. At kræften ikke havde nået at sprede sig, er det bedste nogensinde! Alligevel strejfer tanken om, hvad der kunne have været sket, hvis den havde spredt sig mig indimellem. Jeg ser pludselig på livet på en helt ny måde. Jeg har aldrig før på samme måde nydt duften af forår og synet af grønne træer, som jeg gør nu. Jeg føler, at jeg skal gøre lige det, som jeg har lyst til. Jeg savner meget mit arbejde, og det giver mig en følelse af, at det er det helt rigtige jeg laver. Ja, mit liv er sat godt og grundigt på standby lige nu, men så snart jeg er klar til det både fysisk og psykisk, så vil jeg vende tilbage til hverdagen og det mere normale liv og samtidig kunne sige, at jeg har banket kræften! Den dag glæder jeg mig ufattelig meget til!!

 

– Camilla

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Jeg er halvvejs i mål!