Nedtur blev til optur

Ich bin ein Berliner

Så er jeg tilbage! Håber I alle har haft en god påske, for det har jeg 🙂

Jeg havde den mest fantastiske ferie i Berlin sammen med dejlige Rasmus. Vi nød rigtig meget, at vi ikke skulle tænke på andet end at holde ferie og slappe af. Vi boede på hotel Palace – et 5-stjernet hotel med den bedste placering midt på Kurfürstendamm. Det var et luksushotel! Vi måtte slet ikke gøre noget selv. Der var folk til at åbne dørene til hotellet når man kom og gik, der var rengøring på værelset 2 gange om dagen, der var en fantastisk skøn morgenmad – der var bare det hele 🙂  I løbet af vores dage i Berlin var vi i zoologisk have, hvor en bjørn lå og nød livet, mens den kløede sig på maven. Det så rigtig sjovt ud!!

11117804_10153313369690649_1919118921_n

 

Derudover tog vi en sightseeing bus rundt i byen. Vi havde i forvejen set det meste af det, vi kørte forbi, men det var alligevel en rigtig hyggelig tur med en underholdende guide. På vores sidste dag i Berlin lejede vi cykler, og cyklede rundt i byen. Det var rigtig sjovt, da det er helt anderledes at være cyklist i Berlin end i Danmark. I Berlin er det som om, at cyklisterne har første-ret! Man cykler bare midt på vejen, og bilerne bagved dytter ikke, men holder sig bare fint bagved. Det ville helt klart ikke ske i Danmark!! Ved at cykle rundt i byen fik vi brugt en masse energi, og jeg fik totalt spaghetti-ben på vejen hjem! Efter jeg er begyndt i kemobehandling er min kondition bare røget helt i bund..

Rasmus cyklede forrest, og jeg kunne ikke altid følge helt med.

Rasmus cyklede forrest, og jeg kunne ikke altid følge helt med.

Men alt i alt havde vi en dejlig ferie, hvor vi nød hinanden og for en stund glemte alt om kræft og kemobehandling. Jeg kunne mærke, at det betød rigtig meget for mig og for vores parforhold <3

Nu er jeg ved,at gøre mig selv og omgivelserne klar til, at jeg skal have min næste behandling på torsdag. Det bliver jeg helt stresset af! Jeg ved, at jeg fra på torsdag har en uge, hvor jeg ikke rigtig kan lave noget, fordi jeg har det skidt, så jeg har en masse ting, jeg gerne vil have ordnet inden da. Det er ting som rengøring, tøjvask, løbetur, handle ind, oprydning samtidig med at jeg gerne vil bruge tid på mig selv ved at sy filtkugler, male, tegne, skrive blogindlæg, havebesøg af mine forældre osv. Det er ret mange ting på 2 dage, men jeg ved også, at jeg bliver rigtig træt af det, hvis jeg ikke når det. Ja, jeg kan rigtig godt lide at have styr på alt ting. Jeg er kendt for at være bare en smule (læs:Meget) perfektionistisk…! Tingene skal være i orden og sådan er det bare 🙂

11139870_10153313372870649_751043222_n

Jeg er forresten ved at få “Kemohjerne”. Jeg gætter på, at det er lidt det samme som graviditetshjerne… Mens vi var i Berlin glemte jeg mine ting 2 gange. Første gang glemte jeg min trøje i cykelkurven, da vi skulle spise frokost på en restaurant – da jeg kom i tanke om det var den der heldigvis stadig! Om aftenen samme dag er vi ovre på et helt nyt hotel, som lå overfor vores, hvor man kunne op på taget af bygningen, og sidde med en drink og kigge ud over byen. Inden vi gik derop, havde vi været inde i en ja.. det var en souvenir butik, hvor jeg havde købt en lille bil – en af de der biler, som Berlin er ret kendt for, og lille bjørn. Det havde jeg i en pose, som jeg så selvfølgelig glemmer ude på terrassen på taget af bygningen.. Dumme Camilla…! Det kommer jeg i tanke om 45 minutter senere, og der var heldigvis en, som havde afleveret det til en tjener, så den fik jeg heldigvis igen. Men det er virkelig ubehageligt, at jeg sådan pludselig begynder at glemme ting!! Men har hørt, at det er meget normalt, når man får kemo – jeg er altså ikke ved at blive senil 😀 Næste gang vil jeg skrive lidt om det, at bruge en brystprotese – hvis jeg vel og mærke husker det 😉

– Camilla

11117797_10153313372835649_1625253404_n

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Nedtur blev til optur