Min historie

Min historie del 2

Der gik 3 dage, fra jeg fik af vide, at jeg havde brystkræft, til at jeg skulle opereres og have fjernet min bryst. Det hele gik pludselig så stærkt. I de 3 dage skulle jeg blandt andet have foretaget en CT scanning af hele kroppen, for at se om det havde spredt sig til andre organer. Denne scanning ville jeg få svar på morgenen inden operationen. Jeg havde allerede forinden fået af vide, at mit levertal var for højt, og at der derfor muligvis var spredning til leveren. På det tidspunkt var jeg næsten sikker på, at det havde spredt sig, og det samme var lægerne. Det blev fredag morgen, og dagen hvor jeg skulle opereres. Jeg var både nervøs, men også bange hele vejen i bilen til Viborg. Bange for, at det havde spredt sig til leveren. Da vi kommer ind på sygehuset og får plads på en stue kommer lægen, som skal operere mig, ind til os. Hun har svar med på CT scanningen. Vi sætter os ned, og hun fortæller mig, at der ingen spredning er til resten af kroppen. Jeg bliver så lettet og glad, at jeg begynder at tude. Det var den bedste nyhed, jeg overhovedet kunne få! Vi var så glade 🙂

Derefter bliver mødt af en sygeplejerske, som udlevere det fantastiske sygehustøj til mig, og beder mig om at klæde om. Rasmus og jeg kan ikke lade være med at grine af de skønne hvide patient-underbukser, som jeg skal have på. Det er nogle hvide, alt for store unisex boksershorts! 😀 Stemningen er helt løssluppen efter den gode nyhed. Nu kunne alt andet næsten være ligemeget, for jeg skulle alligevel ikke dø! 🙂 Jeg bliver kørt ned til “blok lokalet”, hvor jeg skal have lagt en rygmarvsblokade ved siden af rygmarven. Det er nok det værste, jeg nogensinde har prøvet! Det gjorde vanvittigt ond og jeg skulle stikkes 6-7 gange. Derefter bliver jeg kørt ind til operationen. Jeg vågner 2-3 timer efter og er helt frisk! Rasmus kommer ind på stuen med en bamse, som han har købt til mig 🙂 Kort efter kommer mine forældre også, og de er overrasket over, hvor frisk jeg var.

 Rasmus og jeg tilbragte resten af dagen og natten på patienthotellet. Lørdag middag bliver vi så hentet af min far, og kommer hjem.

Jeg skulle lige vænne mig til at se ned af mig selv. Det var en meget mærkelig følelse, at jeg ikke havde noget bryst i den ene side. Jeg fik det faktisk lidt dårligt af at kigge på det i starten. De første dage efter operationen gik fint. Jeg havde det godt, og huskede at lave de øvelser med min arm, som fysioterapeuten havde sagt.

4 dage efter operationen skal jeg igennem endnu en operation. Denne skal jeg have fjernet en æggestok til nedfrysning, da de kan tage skade af kemobehandlingen. Det er for at sikre, at jeg senere hen kan få børn. Udtagningen af æggestokken foregår ved en kikkertoperation, så det er 3 små huller i maven. Da jeg vågner op efter den operation, har jeg rigtig ondt i maven. Lidt ligesom menstruationssmerter, bare konstant!

Nu er det 4 uger siden, jeg blev opereret. Jeg skal have kemobehandling for at forebygge tilbagefald. Da jeg kun er 23 år, er der en stor risiko for, at det vender tilbage. Derfor skal jeg have 6 gange kemohandling med 3 ugers mellemrum mellem hver. Derefter skal jeg have strålebandling i ca. 30 dage. Min første kemo fik jeg torsdag d. 12. Marts på Herning sygehus. Man sidder i en tandlæge-agtig stol og får kemoen ind i armen via et drop. For mit vedkommende tager det ca. 30 minutter.

 Man kan ikke mærke noget, mens kemoen løber igennem.

Dette billede er taget, da jeg er kommet hjem efter den første kemo. Senere på aftenen blev jeg svimmel og fik lidt kvalme. De efterfølgende dage havde jeg kvalme, dog uden opkast, var træt i hele kroppen og havde hovedpine. Det tog ca. en uge før jeg var helt mig selv igen 🙂 Nu venter den næste omgang kemo på torsdag i næste uge.

– Camilla

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Min historie